I dag er det to måneder siden jeg tog fra
Kolding til Houston, så det er vel på tide med en lille update omkring både det
ene og det andet. Som sagt er vi næsten
lige flyttet, så vi arbejder på at få en rutine op og kører. Jeg er begyndt at
snakke med Texas Twain, Y´all og drømme og tælle på engelsk, så jeg undskylder,
hvis mit dansk er lidt rusten.
Pam og Mimas dag består lige nu af at kører
frem og tilbage mellem det nye og gamle hus, for at flytte de sidste ting. Og
det må jeg sige, hvis der er noget amerikanere kan, er det at samle. Vi har ca.
en million milliard ting, som ingen ved, hvad vi skal bruge til – men det er jo
ikke en grund til at smide det ud. (ß sagt vildt
sarkastisk.) I denne her uger starter Pam på arbejde igen, så får vi nok lige
så stille en rutine i gang. Man kan godt
mærke at Pam har været lidt stresset angående flytningen, og det er da klart
når der er en million ting i det her hus, som skal fikses: internet, vaske
maskine, tv, tørretumler osv. Men dem som skal fikse det vil se på, om de
muligvis har tid til at kigge forbi, 2 til 3 uger efter du er flyttet ind. I
Danmark ringer du og 1 til 2 dage efter står der en fremmede mand i din
indkørsel, mens dine forældre stadig er på arbejde, som siger han skal fikse et
eller andet, du ikke vidste var i stykker.
Min dag lige nu består af at så op, bade,
spise, tage bussen i skole 6:50, vær i skole til 14:35 og så ellers slappe af,
handle eller vær sammen med nogle af de venner, vi har fået her ovre. En ting
der var svært for Lotte og jeg, at vende os til var: At når vi aftalte med en
veninde, at hun ville kører os hjem fra skole, så så vi det som en aftale, men
hun så det som en løs aftale. Sådan er amerikanere tit. De synes det er venligt
ikke at sige nej til folk, men for os europæer er det egentligt virkeligt ubehøvlet
at aftale noget også bare aldrig møde op. Nu har vi så lært, at man skal lave
en aftale med nogen, og så skal man så sms og ringe til dem hver 10 minut, for
at sikre sig, at vi stadig har en aftale. Utroligt trættende, men det er det
værd hvis det betyder, at vi ikke skal tage bussen hjem.
Skolen er god i gang nu. Vi har haft vores
første omgang 6 uger nu, hvilket betyder at vi får standpunkts karakter.
Heldigvis dumper jeg ikke nogen af mine fag. Det skal man virkeligt være
opmærksom på her ovre. I Danmark skal du have 30% af prøven rigtig og du får et
02, altså er du bestået. Her ovre skal du have 70% rigtig for at få et C og
bestå. Oveni er måden vi får karakter på meget anderledes. Vi har en overordnet
karakter, ligesom i Kolding, men læren har faktisk ikke noget med den at gøre,
det er udelukkende test, quizzes og lektier, som har nogen effekt på den. 50% af din overordnet karakter er test, ca. 35
til 40% er quizzes og de sidste 10 til 15% er lektier. I starten synes jeg
egentligt det var super - Din karakter er baseret på, hvor godt du har forstået
emnet og ikke på om du kan slikke røv (undskyld sproget) lidt bedrer end de
andre i klassen – men så begyndte vi at få test og quizzes. Multiple choice er
helvedet for en dansker, som har brugt hele sit liv på at lærer at argumenterer
fra to sider af en sag. Her cirkler du A, B, A, E, D osv. Jeg kan så tit finde
argumenter for, hvorfor både A og D er det rigtige svar til spørgesmålet, men
du kan kun cirkle en. Så må du jo gætte dig frem til, hvilket svar dine lærer
synes er rigtigt. Det er jeg ved at få spat af!
I engelsk har vi lige læst stykket ”The
Cruicible”, som er et fantastisk stykke om heksemasakren i Salem i 1692. Jeg
ville som dansker ikke synes, man kan give en multiple choice test over en bog
eller et teater stykke, da måden man forstår og fortolker det på er så
subjektivt. Men der beviste amerikanere, at det kan man godt. Her ovre fortæller
din lærer dig nemlig, hvad du skal synes om de forskellige personer og deres
handlinger. Så på en eller anden måden er skolen herovre super let. Du skal
ikke selv danne en holdning til noget, og læren giver dig dine noter, så det
behøver du heller ikke gøre noget ved. På den anden side så har du rigtigt
mange lektier eftersom du har alle fagene hver dag. Der er også rigtigt mange
test og quizzes her ovre. Som sagt er vores skole år delt op i 6 gange 6 uger.
Inden for hver 6 uger har du 2 – 3 test og 10 – 12 quizzes – PER FAG! Det vil
sige at du i gennemsnit har 3 quizzes eller test per dag – og det holder altså
stik! Det værste er at slacker du på en, og måske får 60 eller 50, kan det tage
en evighed at bringe din karakter op igen. Ergo sider man som regel begravet i
bøger, hvis alle ens fag er akademiske. Heldigvis har jeg photojournalisme og
sociologi som er fag, hvor du ikke rigtigt kan få lektier og lave prøver, så
det hjælper.
Hvad angår det sociale så er alle super
venlige men det er svært at få desideret venner, når man kun ser folk 50
minutter i et klasseværelse. Du har ikke rigtigt nogle frikvarter du kan
socialisere i. Du har en spisepause på 30 minutter, men de første 25 minutter
bruger du på at stå i kø og de sidste 5 på at kaste maden ned inden klokken
ringer. Jeg ved, fra de andre gange jeg har flyttet skole, at det tager tid at
opbygge et liv et nyt sted. Det gør det bare så lige ekstra kompliceret, når
jeg er på en skole med 3800 børn og ca 1000 er nye – folk kunne ikke være mere
ligeglade med at du er ny, du er bare endnu en man skal kæmpe sig forbi i de
proppet gange. Det hjælper dog lidt at jeg har et accent, det gør at folk er
lidt mere hensynsfulde.
Hvad angår hjemve så går det meget op og ned.
Der er dage hvor jeg tænker ”NEEEJ! Kun 8 måneder igen” og jeg har dage hvor
jeg tænker ”8 MÅNEDER! Det klarer jeg aldrig, få mig hjem, få mig hjem, få mig
hjem!” Heldigvis har jeg fundet ud af at når hjemveen rammer, så er det værste,
du kan gøre, at lukke dig inden på dit værelse og tude – det hjælper på ingen
måde, selvom det kan føles utroligt rart af og til. I stedet skal man prøve at
holde sig aktiv og lave et eller andet. Heldigvis har jeg Lotte, som jeg kan gå
ind til, også kan vi enten tude sammen, (hvilket er lige så ynkeligt som det
lyder) eller vi kan få hinanden i godt humør. Men lang de fleste gange er det at
løbe en tur det langt mest effiktive for mig. Du får frisk luft til hjernen og
nye ting at tænke på.
Jeg undskylder meget over for alle dem der
hjemme, som jeg ikke har så meget kontakt med. Det er skam ikke fordi, jeg ikke
vil skype med jer af og til, men det giver altså bare for meget hjemve. Da jeg
skypede min mormor for første gang her ovre, græd jeg, inden jeg overhovedet
kunne se hende på skærmen, bare hendes stemme som sagde ”Hej Vense” var nok.
Hvis jeg skyper med min kæreste eller familie, ved jeg allerede, når jeg logger
på, at jeg kommer til at tude i en halv times tid under min dyne, efter vi har
lagt på. Så ja det er ikke fordi, jeg ikke savner og tænker på jer. Det er
fordi, det bare gør det hele meget hårdere, end det behøver at være.
Og nu til det i alle sammen gerne vil vide –
Ja, jeg har taget på! Hvor meget bliver mellem mig og mine nu alt for stramme
bukser! Tro mig jeg prøver virkeligt at spise sundt men det er altså svært. Min
morgenmad er som regel rigtigt god. KellogsK med fedt fri mælk, græsk yoghurt
eller æg og brød. Frokost får vi fra skolens kantine, for det meste er det en
salat med kylling, men den er altså ikke super lækker, så det hænder, at der
syndes og spises Pizza i stedet. Når jeg kommer hjem fra skole spiser jeg hvad
jeg nu lige kan finde. Det kan være en salat eller en snickers bar – det
variere. Det samme gør min aftensmad. Nogen gange spiser vi aftensmad, nogle
gange spiser vi en sandwiithc klokken 10 andre gange bliver det slet ikke til
noget.
Men i bund og grund har jeg det godt. Der er
ingen hemmelige kælder jeg kan spærres inde i og tortureres– vi har et hunde
bur, men med den rate jeg tager på, kan jeg nok ikke komme der ind om 2 til 3
uger. Jeg har en dejlig værtsfamilie, og selvom det er nyt for os alle sammen
og vi af og til kan blive frustreret, så har vi det godt, og det er jo det
vigtigste.
