Houston Updates : august 2014

I dag er det præcis ét år siden jeg sagde farvel i kastruplufthavn og bevægede mig mod den anden side af Atlanten. Det har været et fantastisk år på både godt og ondt. Der har været tider hvor jeg har haft lyst til at give op og tider hvor jeg har ønsket jeg aldrig skulle hjem. Der har været gode tider, dårlige tider og tider som lå midt i mellem.

YFU har gjort det rigtigt godt i løbet af hele året med forskellige arrangementer og støtte. Men det de ikke forberedte mig på var, hvor hårdt det ville være at sige farvel. Måske ikke lige i det øjeblik jeg forlod huset i USA, eller da jeg stod i lufthavnen og krammede min værtsfamilie en sidste gang. Men hvor hårdt det var at sige farvel efter jeg var kommet hjem. Efter jeg havde givet min mor et kæmp kys på kinden, og jeg havde sovet i min egen seng, og jeg havde spist rugbrød med leverpostej. Det farvel jeg skulle sige da alt det jeg havde savnet her hjemme igen blev hverdag og jeg indså at mit eventyr nu var forbi. Det tror jeg var noget af det hårdeste.

I dag skal Pam og Memaw ud i lufthavnen og hente deres nye piger, og jeg må ærligt indrømme at jeg ville ønske det var mig som begav mig af sted igen. Og så er det da også lidt underligt at tænke på, at der er en anden pige som skal sove i min seng og lege med min hund og svømme i min pool. For sådan føles det. Lantern Village Lane føles som mit hjem, og Star er min hund. Pam, Memaw og Lotte er min familie og Taylor High School er min skole. Mit motto på bloggen har hele året være ”Enxchange isnt a year in your life, its a life in a year”, men tror først det er nu, hvor jeg er kommet hjem, at jeg virkeligt forstår hvad det betyder og det efterlader en bittersød fornemmelse i maven. Bitter fordi jeg ofte ville ønske jeg kunne tage tilbage og sød fordi jeg ved at jeg har så mange mennesker som elsker mig på trods af de mange litter vand som er i mellem os.

På mandag begynder jeg på Kolding Gymnasiums IB World School og dermed går jeg ind til 3 nye og spændende år af mit liv. Jeg vil altid huske alt hvad mit udvekslingsophold gav mig og de mennesker som gjorde det muligt. Og ikke kun min værtsfamilie og YFU, men også min familie i Danmark og mine læsere her på bloggen. Uden jeres støtte ville det aldrig have kunnet lykkedes for mig. Så af hele mit hjerte tak.

Ja, så blev vi jo Amerikanere til sidst!

Nu har jeg godt nok været hjemme i to måneder, men i skal da ikke snydes for at høre om mine sidste to uger i Texas. Ja faktisk var det kun en uge som blev brugt i Texas, den anden blev brugt i vores elskede Louisiana.

Så snart vi fik fri fra skole greb vi vores tasker og fløj til New Orleans, Louisiana. Vi var der i September, dengang Lotte lige var ankommet sammen med Vesla og hendes værtsfamilie, dog uden Memaw. Denne gang var vi af sted med Memaw, men uden Vesla.

New Orleans er ikke videre køn at se på, men alligevel tror jeg det her var en af de bedste ture vi har haft hele året. Nok er byen ikke et behageligt syn, men den har en hvis charme. Byen har en lang historie af slaveri, heksekundskab, voodoo, borgerkrig og andre finurlige ting og sager, så dem skulle vi selvfølgeligt kigge lidt nærmere på.

Vi startede ud ved Buckener Mansion. Et kæmpe hus i udkanten af New Orleans, som engang var beboet af Marie Laveau som er meget kendt i sydstaterne for hendes forfærdelige behandling af hendes slaver. Og vi snakker ikke at sende dem i seng uden aftensmad. Vi snakker hardcore tortur, med legemsdele som blev skåret af og brutale mord over spildt vin.

Næste dag var det 6. Juni, bedrer kendt som D-Day. Her tog vi på New Orleans anden verdenskrigs museum, og selvom det var spændende nok, var det bedste ved dagen at høre Memaw fortælle om hendes mand (og Pams far) Lloyd som var med i krigen fra han var 18 til 21. Det giver et lidt andet perspektiv end en stor plakat med nogle billeder til.

Jeg nævnte at Voodoo og heksekundskab har spillet en stor rolle i New Orleans historie. Det kommer sig af at de tidligere katolske kolonister hentede slaver fra bl.a. Jamaica, Haiti og andre Canariske øer, hvor de ikke tilbedte Jesus, Jomfru Maria og Helligånden, men i stedet deres lokale voodoo præster. For så ikke blive brændt eller værre (ja der er værre) forklædte de disse voodoo præster inde i katolske kirker og statuer. Det skulle vi da se nærmere på, så mens Pam og Memaw shoppede, tog Lotte og jeg en Voodoo Tour. Helt klart en af de bedrer oplevelser.

Som sagt går Slaveri og Louisiana hånd i hånd i meget lang tid af den amerikanske historie, så man kan da ikke forlade den dejlige stat uden at se en ”plantation”. Vi valgte at køre en god time uden for New Orleans for at komme til den berømte ”Oak Alley Plantation”. Jeg sagde godt nok at New Orleans ikke var særligt smuk, men det var Oak Alley godt nok! Kæmpe træer, smukke huse og en fantastisk have, jeg tror da ikke jeg ville have noget imod at blive frue sådan et sted (minus slaverne selvfølgeligt).

Den sidste dag vi havde i New Orleans brugte vi på en ”Swamp Tour”. Nu er jeg jo så city girl som de kommer, men jeg nød faktisk at sejle rundt ude på mosen og se på krokodiller. Nok mest fordi der var 43 grader på fastland, og vind ude på søen, men også fordi det var helt unikt. Fun Fact: Vidste I at den bedste måde at undgå at blive spist af en alligator er ved at have en pose skumfiduser med. Alligatorer elsker skumfiduser. Nok ikke lige et overlevelses tip jeg selv var kommet på.

Vi afsluttede vores New Orleans eventyr med en middag på vores ynglings restaurant Mr. B´s. Vi spiste der i september og Lotte og jeg har ikke snakket om andet siden, og det skuffede da heller ikke denne gang. Efter en fantastisk middag slentrede vi igennem Bourbon Street, som er sydstaternes svar på Las Vegas. Nu var det godt nok mandag, men der var da fest, farver og glade dage. En vellykket afslutning på en vellykket tur.

Efter vi kom hjem fra New Orleans, var det tid til at sige farvel L

Først på listen var Vesla og hendes værtsfamilie. Dette gjorde vi med en tur i … SCHLITTERBAHN! Schlitterbahn er en KÆMPE vandpark som ligger en tre timers tid fra Houston, og nøj hvor var det sjovt! Jeg har sikkert fået nok sol til at sikre mig et helt livs hudkræft på bare den ene dag, men det var helt sikkert det værd.

Næste dag gik turen til stranden med nogle venner. Vi kørte til Galveston som er en Ø der ligger lige ud for Houston. Nok var vandet mega klamt, men så kan jeg da prale med at have badet i den Mexicanske golf.

Om fredagen holdte Lotte og jeg fælles farvelfest. Vi havde inviteret vores venner og veninder til en eftermiddag og aften med hygge, pool og massere pizza. Hele dagen var en kæmpe succes. Det var rigtigt rart at vi kunne hygge os og more os med alle vores venner og veninder en sidste gang. Så da vi kom til at skulle sige farvel var det mindre sørgeligt, og faktisk lidt hyggeligt.

Mandag kørte vi Lotte til lufthavnen og Tirsdag tog jeg selv af sted. Jeg kunne skrive en masse om at sige farvel til mine tætteste venner og min familie hen over weekend men for at spare på tårerne vil jeg afslutte nu, på en note at mine sidste to uger var helt fantastiske og at jeg ikke kunne have ønsket mig en bedre afslutning på mit ophold.