Takker og bukker for et fantastisk år

I dag er det præcis ét år siden jeg sagde farvel i kastruplufthavn og bevægede mig mod den anden side af Atlanten. Det har været et fantastisk år på både godt og ondt. Der har været tider hvor jeg har haft lyst til at give op og tider hvor jeg har ønsket jeg aldrig skulle hjem. Der har været gode tider, dårlige tider og tider som lå midt i mellem.

YFU har gjort det rigtigt godt i løbet af hele året med forskellige arrangementer og støtte. Men det de ikke forberedte mig på var, hvor hårdt det ville være at sige farvel. Måske ikke lige i det øjeblik jeg forlod huset i USA, eller da jeg stod i lufthavnen og krammede min værtsfamilie en sidste gang. Men hvor hårdt det var at sige farvel efter jeg var kommet hjem. Efter jeg havde givet min mor et kæmp kys på kinden, og jeg havde sovet i min egen seng, og jeg havde spist rugbrød med leverpostej. Det farvel jeg skulle sige da alt det jeg havde savnet her hjemme igen blev hverdag og jeg indså at mit eventyr nu var forbi. Det tror jeg var noget af det hårdeste.

I dag skal Pam og Memaw ud i lufthavnen og hente deres nye piger, og jeg må ærligt indrømme at jeg ville ønske det var mig som begav mig af sted igen. Og så er det da også lidt underligt at tænke på, at der er en anden pige som skal sove i min seng og lege med min hund og svømme i min pool. For sådan føles det. Lantern Village Lane føles som mit hjem, og Star er min hund. Pam, Memaw og Lotte er min familie og Taylor High School er min skole. Mit motto på bloggen har hele året være ”Enxchange isnt a year in your life, its a life in a year”, men tror først det er nu, hvor jeg er kommet hjem, at jeg virkeligt forstår hvad det betyder og det efterlader en bittersød fornemmelse i maven. Bitter fordi jeg ofte ville ønske jeg kunne tage tilbage og sød fordi jeg ved at jeg har så mange mennesker som elsker mig på trods af de mange litter vand som er i mellem os.

På mandag begynder jeg på Kolding Gymnasiums IB World School og dermed går jeg ind til 3 nye og spændende år af mit liv. Jeg vil altid huske alt hvad mit udvekslingsophold gav mig og de mennesker som gjorde det muligt. Og ikke kun min værtsfamilie og YFU, men også min familie i Danmark og mine læsere her på bloggen. Uden jeres støtte ville det aldrig have kunnet lykkedes for mig. Så af hele mit hjerte tak.

Ja, så blev vi jo Amerikanere til sidst!