The Mustang Mob!

Football sæsonen endte i November, også gik Basketball sæsonen i gang. I går aftes var den første kamp jeg havde tid og overskud til at tage med til – og heldigvis for det da! Det var den absolut vildeste oplevelse længe!

Vores basket hold har altid været et af de bedrer og i går skulle de op imod det bedste hold i Houston, Mayde Creek High School. Den første del af kampen forløb stille og roligt (minus en forstuvet ankel eller to). Humøret var højt og kampen var nogenlunde lige hele vejen igennem – indtil der var 1 minut 18 sekunder tilbage. Mayde Creek scorede, så der nu sod 40 – 40. Det næste minut og 18 sekunder blev så trukket ud i (og jeg lyver ikke) 47 minutter. Med 26 sekunder tilbage på uret (ca. 20 minutter senere i rigtigt tid) scorede Mayde Creek en 3-pointer, heldigvis kom Taylor hurtigt igen med deres egen. Så lavede Mayde Creek et normalt point (en 2-pointer) og i løbet af få sekunder kom Taylor efter dem, desværre lavede Mayde Creek så endnu en 2-pointer. Nu stod der 45 Taylor : 47 Mayde Creek og der var 4 sekunder tilbage på uret. Den sidste time out blev kaldt og vi var alle sammen ved at falde ud af vores sæder af spænding. Da uret startede igen spillede Taylor noget af det mest fantastiske, jeg nogen sinde har set og i det sidste sekund (igen, jeg lyver ikke) forlod bolden en af vores spilleres hånd, halvvejs nede af banen, uret lød, og den gik i kurven som en 3-pointer!! Taylor vandt 48-47 i det sidste sekund! Det var helt utroligt!

Bagefter stormede folk, ned af vores ”bleachers” (de bænke man sidder på i en gymnastiksal) og ud på banen for at omfavne holdet! Prøv at forestil jer lyden af 3000 fødder som tramper og løber ned af trapperne og ud på banen, det var en fantastisk oplevelse! Mens alle hoppede rundt og dansede på banen blev der sunget sejrs sang og vores spillere fik kongestole. Det var så voldsomt at ingen opdagede at Mayde Creek holdet forlod salen og tog hjem, det var først en 20 min senere at jeg overhørte vores træner spørge en spiller ”Gav i dem nogensinde hånd?” og spilleren svarede ”Ummm, nej”.

Udover at det var en fantastisk kamp med godt spil var selve oplevelsen også god. The Mustang Mob er noget vi kalder de folk som tager ud og ser vores kampe og hepper på holdet (hence vores maskot er en mustang). Jeg har ikke selv været en del af det før i går og det var rimeligt vildt hvor mange slagsange og kamp råb vi havde. Heldigvis var de også lette at lærer.

Jeg er ret vild med hele denne her ide om team og school spirit som amerikanerne kører. Det er super opmuntrende og det giver et godt sammenhold! Det er virkeligt noget vi ikke har i Danmark og nok også derfor amerikanere tit synes vi er lidt nogle partypoopers og en anelse uhøflige. 

Så skete det umulige ...

Det umulige er nu sket i Katy, Texas - vi har ramt minus grader!

Happy New Years!

Nytårs aften holdte jeg i selvskab med Pam, Mima, Lotte, Emil og Marita oppe i vores sommerhus. Nytårs aften herovre er ikke lige så stort, som det er i Danmark. Der var ingen fine kjoler, serpentiner eller stor tre retters menu. Der var til gengæld lejerbål, pasta og skumfiduser – og en alkoholfri champagne med hindbær smag. Aldrig igen skal jeg drikke noget så forfærdeligt!

Mit 2013 var et år fyldt med ændringer på både godt og ondt. Jeg gik ud af folkeskolen og rejste alene til USA for at bo med en fremmede familie. Jeg skabte venner for livet, og mistede nogle i processen. Jeg lærte at Napoleon trak nitten ved Waterloo og at en lockout lige op til eksaminerne ikke fungerer mega godt. Jeg fik endeligt taget min FCE og undgik en eksamen mundtligt tysk. Jeg deltog i mine sidste Talent Camps og tog en tur til Vegas. Jeg fik en ny familie samtidig med, at jeg blev endnu tættere med min gamle. Jeg opladede alt for mange billeder på instagram og opdagede skønheden ved Facetime. Jeg tog billeder ved  frihedsgudinden og fyldte 16. Jeg blev stilt over for en række valg, og om jeg tog de rigtige beslutninger, det må 2014 vise.  2013 gjorde ondt på mange måder - både i form af  hjertesorger og hjemve her i USA, men helt overordnet var 2013 et rigtigt godt år for mig. 

Dejlige Star

Dejlige Marita som faktisk fyldte 18 mens vi var der oppe!

Stakkels lille Mima er slet ikke vandt til at det bliver koldt!

Lidt hjemløs har man da lov til at se ud

Søen bag vores sommerhus var endeligt fyldt med vand igen!

Redneck Bond med pink pistol!

Nu her hvor det har været jul, har vi jo haft ferie, så Pams gode ven, Rick, tog Lotte og jeg med på en lokal skydebane, for at vi kunne morer os lidt. Nu har jeg været i Houston 5 måneder og jeg må indrømme, at jeg begynder at savne det der hjemme en smule (altså indtil jeg hører temperaturen.) Min førte tanke, da jeg satte mig ind i Ricks jagtbil, var "her dufter af min far". Det er sjovt hvad der sætter hjemveen i gang - i det her tilfælde var det mindet om min far som kom hjem fra en jagttur og duftede præcis ligesom Ricks bil. (Bare en lille føler omkring det at være udvekslingsstudent)

Da vi kom ned på banen fik vi en lang tale omkring sikkerhed og hvordan en pistol fungerer.  Det vil nok overraske jer alle, når jeg siger, at den første regel på en skydebane ikke er ”Don´t shoot anybody”, men faktisk er ”Any gun is loaded, even if it´s not loaded”. Jeg var overrasket over hvor meget fysik der er i en pistol – kunne have gennemført hele mit pensum der ude.

  

Her er skydebanen

Den bedste del af hele dagen - vores pink jamesbond pistol!

En alletiders jul!

”Julen er gammel og julen er ny

  Julen er aldrig den samme

  Julen er lidt som et morgengry

  Et nyt maleri i en æld gammel ramme” 

Denne her gamle Pyrus sang beskriver rimeligt godt min jul. Det var min første jul uden min familie, men også den første med min værtsfamilie. Det var ikke jul hos mormor og morfar, hvor vi dansede om juletræet og fik mandelgaver, men det var jul hjemme i Park Lake 

Villag, med nogle ivrige børn og en million jule dekorationer. 

Jeg kom aldrig rigtigt i jule humør i år. Selvom hele vores gade lyste op og der var et kæmpe juletræ i vores stue, associerede jeg det ikke med jul, og på en måde er jeg glad for det. Havde julen med min nye familie været ligesom den med min "gamle", havde mit hjemve nok været meget større. Desuden, hvad er så det sjove ved at rejse til den anden side af jorden for at holde jul, hvis man får præcis det samme, som man ville få der hjemme. 

Jeg fik godt nok ikke en typisk amerikansk jul. Vi alle set filmende, hvor børnene vågner om morgenen og stormer ned for at åbne deres gaver. Vi er en "skilsmissefamilie" i den forstand, at Xander og Piper holdte jul med deres mor om morgenen og derefter kom hjem til os om eftermiddagen til en stor julemiddag. Efter de andre så var gået, åbnede vi vores pakker - den 25 om aftenen. Jeg synes faktisk det var rimeligt hårdt at vente et ekstra døgn på mine gaver - følte lidt jeg var 7 igen og ikke kunne vente! 

Så ja, min jul var hverken typisk dansk eller typisk amerikansk, men den var alligevel helt speciel. Og jeg lover jer, at næste år vil jeg savne mit plastik juletræ og en total oplyst gade. 

Hele familien!
Rick og Linda (pams gode venner), Xander, Piper,
Chris, Donna, Mima, Lotte og Pam

Stilheden efter stormen ...