Takker og bukker for et fantastisk år

I dag er det præcis ét år siden jeg sagde farvel i kastruplufthavn og bevægede mig mod den anden side af Atlanten. Det har været et fantastisk år på både godt og ondt. Der har været tider hvor jeg har haft lyst til at give op og tider hvor jeg har ønsket jeg aldrig skulle hjem. Der har været gode tider, dårlige tider og tider som lå midt i mellem.

YFU har gjort det rigtigt godt i løbet af hele året med forskellige arrangementer og støtte. Men det de ikke forberedte mig på var, hvor hårdt det ville være at sige farvel. Måske ikke lige i det øjeblik jeg forlod huset i USA, eller da jeg stod i lufthavnen og krammede min værtsfamilie en sidste gang. Men hvor hårdt det var at sige farvel efter jeg var kommet hjem. Efter jeg havde givet min mor et kæmp kys på kinden, og jeg havde sovet i min egen seng, og jeg havde spist rugbrød med leverpostej. Det farvel jeg skulle sige da alt det jeg havde savnet her hjemme igen blev hverdag og jeg indså at mit eventyr nu var forbi. Det tror jeg var noget af det hårdeste.

I dag skal Pam og Memaw ud i lufthavnen og hente deres nye piger, og jeg må ærligt indrømme at jeg ville ønske det var mig som begav mig af sted igen. Og så er det da også lidt underligt at tænke på, at der er en anden pige som skal sove i min seng og lege med min hund og svømme i min pool. For sådan føles det. Lantern Village Lane føles som mit hjem, og Star er min hund. Pam, Memaw og Lotte er min familie og Taylor High School er min skole. Mit motto på bloggen har hele året være ”Enxchange isnt a year in your life, its a life in a year”, men tror først det er nu, hvor jeg er kommet hjem, at jeg virkeligt forstår hvad det betyder og det efterlader en bittersød fornemmelse i maven. Bitter fordi jeg ofte ville ønske jeg kunne tage tilbage og sød fordi jeg ved at jeg har så mange mennesker som elsker mig på trods af de mange litter vand som er i mellem os.

På mandag begynder jeg på Kolding Gymnasiums IB World School og dermed går jeg ind til 3 nye og spændende år af mit liv. Jeg vil altid huske alt hvad mit udvekslingsophold gav mig og de mennesker som gjorde det muligt. Og ikke kun min værtsfamilie og YFU, men også min familie i Danmark og mine læsere her på bloggen. Uden jeres støtte ville det aldrig have kunnet lykkedes for mig. Så af hele mit hjerte tak.

Ja, så blev vi jo Amerikanere til sidst!

De sidste dage

Nu har jeg godt nok været hjemme i to måneder, men i skal da ikke snydes for at høre om mine sidste to uger i Texas. Ja faktisk var det kun en uge som blev brugt i Texas, den anden blev brugt i vores elskede Louisiana.

Så snart vi fik fri fra skole greb vi vores tasker og fløj til New Orleans, Louisiana. Vi var der i September, dengang Lotte lige var ankommet sammen med Vesla og hendes værtsfamilie, dog uden Memaw. Denne gang var vi af sted med Memaw, men uden Vesla.

New Orleans er ikke videre køn at se på, men alligevel tror jeg det her var en af de bedste ture vi har haft hele året. Nok er byen ikke et behageligt syn, men den har en hvis charme. Byen har en lang historie af slaveri, heksekundskab, voodoo, borgerkrig og andre finurlige ting og sager, så dem skulle vi selvfølgeligt kigge lidt nærmere på.

Vi startede ud ved Buckener Mansion. Et kæmpe hus i udkanten af New Orleans, som engang var beboet af Marie Laveau som er meget kendt i sydstaterne for hendes forfærdelige behandling af hendes slaver. Og vi snakker ikke at sende dem i seng uden aftensmad. Vi snakker hardcore tortur, med legemsdele som blev skåret af og brutale mord over spildt vin.

Næste dag var det 6. Juni, bedrer kendt som D-Day. Her tog vi på New Orleans anden verdenskrigs museum, og selvom det var spændende nok, var det bedste ved dagen at høre Memaw fortælle om hendes mand (og Pams far) Lloyd som var med i krigen fra han var 18 til 21. Det giver et lidt andet perspektiv end en stor plakat med nogle billeder til.

Jeg nævnte at Voodoo og heksekundskab har spillet en stor rolle i New Orleans historie. Det kommer sig af at de tidligere katolske kolonister hentede slaver fra bl.a. Jamaica, Haiti og andre Canariske øer, hvor de ikke tilbedte Jesus, Jomfru Maria og Helligånden, men i stedet deres lokale voodoo præster. For så ikke blive brændt eller værre (ja der er værre) forklædte de disse voodoo præster inde i katolske kirker og statuer. Det skulle vi da se nærmere på, så mens Pam og Memaw shoppede, tog Lotte og jeg en Voodoo Tour. Helt klart en af de bedrer oplevelser.

Som sagt går Slaveri og Louisiana hånd i hånd i meget lang tid af den amerikanske historie, så man kan da ikke forlade den dejlige stat uden at se en ”plantation”. Vi valgte at køre en god time uden for New Orleans for at komme til den berømte ”Oak Alley Plantation”. Jeg sagde godt nok at New Orleans ikke var særligt smuk, men det var Oak Alley godt nok! Kæmpe træer, smukke huse og en fantastisk have, jeg tror da ikke jeg ville have noget imod at blive frue sådan et sted (minus slaverne selvfølgeligt).

Den sidste dag vi havde i New Orleans brugte vi på en ”Swamp Tour”. Nu er jeg jo så city girl som de kommer, men jeg nød faktisk at sejle rundt ude på mosen og se på krokodiller. Nok mest fordi der var 43 grader på fastland, og vind ude på søen, men også fordi det var helt unikt. Fun Fact: Vidste I at den bedste måde at undgå at blive spist af en alligator er ved at have en pose skumfiduser med. Alligatorer elsker skumfiduser. Nok ikke lige et overlevelses tip jeg selv var kommet på.

Vi afsluttede vores New Orleans eventyr med en middag på vores ynglings restaurant Mr. B´s. Vi spiste der i september og Lotte og jeg har ikke snakket om andet siden, og det skuffede da heller ikke denne gang. Efter en fantastisk middag slentrede vi igennem Bourbon Street, som er sydstaternes svar på Las Vegas. Nu var det godt nok mandag, men der var da fest, farver og glade dage. En vellykket afslutning på en vellykket tur.

Efter vi kom hjem fra New Orleans, var det tid til at sige farvel L

Først på listen var Vesla og hendes værtsfamilie. Dette gjorde vi med en tur i … SCHLITTERBAHN! Schlitterbahn er en KÆMPE vandpark som ligger en tre timers tid fra Houston, og nøj hvor var det sjovt! Jeg har sikkert fået nok sol til at sikre mig et helt livs hudkræft på bare den ene dag, men det var helt sikkert det værd.

Næste dag gik turen til stranden med nogle venner. Vi kørte til Galveston som er en Ø der ligger lige ud for Houston. Nok var vandet mega klamt, men så kan jeg da prale med at have badet i den Mexicanske golf.

Om fredagen holdte Lotte og jeg fælles farvelfest. Vi havde inviteret vores venner og veninder til en eftermiddag og aften med hygge, pool og massere pizza. Hele dagen var en kæmpe succes. Det var rigtigt rart at vi kunne hygge os og more os med alle vores venner og veninder en sidste gang. Så da vi kom til at skulle sige farvel var det mindre sørgeligt, og faktisk lidt hyggeligt.

Mandag kørte vi Lotte til lufthavnen og Tirsdag tog jeg selv af sted. Jeg kunne skrive en masse om at sige farvel til mine tætteste venner og min familie hen over weekend men for at spare på tårerne vil jeg afslutte nu, på en note at mine sidste to uger var helt fantastiske og at jeg ikke kunne have ønsket mig en bedre afslutning på mit ophold.

Selfie ved Oak Alley Plantation

Lotte foran Buchner Mansion

Flotte Lotte 

World War II Museum

Min elskede Memaw

Afslutene middag på Mr. B´s (Tjeneren Photo bomber i bagrunden)

Lotte og jeg foran en voodoo præsts grav

Is på Oak Alley

Hun sagde ja 

Alligator spiser skumfidus

Farwell Party

Mig, Amanda, Jenefer og Chloe

Holly, Caroline & Jenefer

Stranden med glowsticks

Her siger vi farvel til Lotte i lufthavnen. Ignorer vores tudeøjne

Sidste skoledag

Tud, tud, tud. Holdte tårene inde hele dagen. Hvor er det altså trist. De sidste 9 måneder har været så dejlige her på Taylor, og nu skal jeg ikke tilbage igen. Det er slet ikke til at forstå. Jeg har fået så mange fantastiske venner og veninder i løbet af året, som det bliver svært at skulle skilles fra. Også mine lærer har det været hårdt at sige farvel til. Specielt min historielære og træner, ms. Derks og min matematik lære mr. Walla.

Den sidste uge før vi gik på ferie havde vi eksamener i diverse fag. I torsdags afsluttede jeg så året med min dans eksamen - som jeg fik 97/100 på, altså et A.

Selvom jeg har gået i skole i løbet af i år, er det ikke der jeg føler jeg har lært noget. (Ja, nu bliver jeg filosofisk, kliche og sentimental - i er advaret) At være udvekslingsstudent handler om så meget mere end "den amerikanske oplevelse", som det sælges på. Ja jeg har lært at ikke alle amerikanere spiser McD 24/7 og at de er vilde med deres flag, og selvom det da er rart at vide, er det ikke nødvendigt. Det er tilgengældt nødvendigt at vide hvordan man får råd til både mobil regningen og starbucks den måned. Eller hvordan man håndtere folk som ikke tænker som en selv. Hvad er vaskepulver og hvorfor bager min kage ikke? Når, man skal tænde for ovnene. Jamen det giver jo god nok mening.

Det er det jeg har lært i år. Ja, jeg forstår algebra og jeg ved at Truman kastede en bombe over Japan, men jeg ved også hvordan min økonomi helst skal se ud, og hvordan man får sin pointe konstuktivt igennem. Udveksling har givet mig de her ting. Det har gjort mig moden og klar, på en måde jeg ikke vidste jeg kunne være og nok aldrig var blevet hvis jeg var blevet hjemme.

Et lille glimt af min "Dance final". Vi skulle selv komme op med koreografi,
makeup, kostumer, lys, scene og historie til en dans som så skulle vises
på dagen.
Vores historie var et lille barns mareridt, som i kan fornemme, var jeg barnet.

Chloe, Mig, Caroline
(Rottehalerne er en del a mit kostume til dans, bare ignorer dem)

Min Lille firekløver
Alex, Jenefer, Caroline og jeg

Redneck med grise

Mens jeg sidder her og kradser alle mine myggestik, vil jeg da lige fortælle jer om Lottes og min redneck oplevelse. Nu har Rieck, Pams ven, hele året snakket om at tage os med ud, til det han kalder "The Pig Palace". I lørdags var så dagen hvor vi endeligt tog med, og sikke en oplevelse.

Det viser sig at "The Pig Palace" er et kæmpe privatejet natur område, hvor der lever vilde grise. De her grise fanger Rieck så og så sælger han deres kød for gode penge. Nu fik vi godt nok ikke slagtet nogle grise - thank god - men vi fangede da et par stykker. Ellers blev der kørt golfvogn i terrænet og sat op nye fælder. 

Det var en vildt hyggelig dag, og minus myggestikende var det ret rart at tilbringe en hel dag i naturen. Det har jeg ikke gjort længe. 

Chiller med en Longhorn i baggrunden

Academic Awards Night

For nogle uger siden fik både Lotte og jeg en invitation til "The Annual James E Taylor High School Academic Awards Night 2014 For Grades Nine Through Eleven" og mon ikke der helt til sidst stod "you will be honored". Vi har gået og joket lidt med at vi bare var blevet inviteret fordi vi var udvekslingsstudenter.

I går var så dagen hvor vi skulle "honores". Vi ankom til skolens auditorium og fandt vores pladser blandt de andre elever som var blevet inviteret. Vi startede med 9. så 10. og til sidst var det 11. som vi går i. Der var en del elever som skulle annerkendes, men det gik faktisk forholdsvist hurtigt.

Jeg fik prisen for Fysik og Lotte fik en pris for fotografi. Det betyder, at ud af de elever på skolen, som tager de to fag, er vi dem som har de højeste gennemsnit!! Vidste godt at jeg havde gjort det godt i fysik i år,  det har mine karakter jo vist, men havde ikke regnet med, at jeg ville være den, som har klaret sig bedst, af de knap 800 juniors vi har på skolen!

Vi viser stolt vores annerkendelser frem!

Vi fejrede vores gode karakter med et af vores famøse "bathroom selfies"

Tøseweekend

Her i weekenden skulle Lotte til prom og vi andre skulle hjælpe hende med at gøre klar. Der blev ordnet øjenbryn, negle, kjoler, sko, hår, make-up ... you name it. Men Lotte gjorde sig klar passede jeg lille Piper og efter hun så blev sendt afsted havde jeg nogle veninder på besøg. Alt i alt en vellykket weekend.

Smuk blev hun jo.

Vi får ordnet negle!

Midnight Poolparty!

Det er de små ting

Lige nu ligger Lotte og jeg i 26 grader ude ved poolen, som vi så ofte gør. Jeg er lige kommet hjem fra atletik og hun har set den nyeste episode af American horror story. Når vi så ligger her, snakker vi om alt. Drenge, hjemve, irriterende piger, make up og tøj. Der er ikke det vi ikke dækker. I dag kom vi så ind på et ret interessant emne - hvad kommer vi til at savne mest når vi nu rejser hjem? Et emne som åbnede op for mange små hverdags ting, jeg egentligt tager forgivet, men faktisk kommer til at savne.

1. The pledge of allegiance 
Hver morgen startes med "the Taylor news and pledge of allegiance". Det går ca. sådan her:

GOOOODMORNING MUSTANGS!
Today is Friday May 16th
As we begin another school day, let us take a moment to silently think about our day, our activities and what we hope to accomplish.
*et minuts stilhed*
Please stand for the pledges.
*alle rejser sig og ligger højre hånd på hjertet*
I pledge allegiance to the flag of the United States of America
and to the republic for which it stands
one nation under God
with liberty and justice for all
Honor the Texas flag
I pledge allegiance to thee
Texas
one state under God
one and indivinsible
Have a great day
and remember to Think, Work, Grow
David Meyers, Signing off.

Det er en lille ting, som nogle gange er super irriterende, men efter at have startet dagen sådan, hver dag i de sidste 10 måneder er det alligevel noget jeg kommer til at savne. Har overvejet om jeg skal ringe til Lotte hver morgen for at få min dosis. Som I kan se kan vi den jo udenad nu.

2. FREE REFILS AND CHEAP FOOD!!!

Noget af det jeg kommer til at savne er at bestille en lemonade og få det genopfyldt 3 gange i løbet af aftensmaden, uden at skulle betale for det! Det er fantastisk!

En anden ting er billig mad. Vi kan være 5 mennesker som spiser ude og sammenlagt kun komme af med 200 kr. Det kan man bare ikke i DK. Der kan 200 kr være et måltid til en person.

3. Frosne roadtrips!

Som jeg så tit nævner er Houston en stor motorvej og byen i sig selv har en meget lav befolksningstæthed. Det betyder selvfølgeligt at der er meget langt til alt, og når der så er trafik oveni er det jo super. Det kan sagtens tage 20 min at køre hvad der i DK ville tage 5. Det lyder ret træls, men Lotte og jeg har fundet trikket! Frozen for fuld udblæsning - altså film soundtracket. Vi kan alle ord til alle sangene og jeg tror også snart Pam og Memaw kan.

4. How was your day?

En standard sætning som alligevel har stor betydning i min dag. Hver dag når Memaw og Maria henter os fra skole, er det det første som bliver sagt. Så hører vi lidt om hvad de har lavet og så hører de lidt om hvad vi had lavet. Når Pam så kommer hjem, står vi nede i køkkenet og udveksler de 4 samme sætning hver dag.

How was school?
School
How was work?
Work

Det er uanset hvad der er sket, så starter vi altid med de 4 sætninger og så kan samtalen udvikle sig til  hvad der rent faktisk er sket i løbet af dagen.

Her er et flot hverdags billede af en dag hvor Lotte og jeg
 fik vildt meget lyst til et Happy Meal, så det kørte vi da rundt om hjørnet og fik! 

So 'murican!

Sidste dit og sidste dat. Sidste, sidste, sidste. I lørdags var det så sidste YFU møde. Trist, trist, trist! Hvor kommer jeg dog til at savne de her mennesker. Vi er blevet så tætte i løbet af året og nu er det snart slut! Vi har grinet og grædt - dog kun af grin. De er dem man altid kan regne med, fordi de forstår dig på en måde, som dem der hjemme og dine amerikanske venner aldrig ville kunne. De ved hvad det vil sige at savne og de kender frustrationerne ved at bo hos en fremmed familie. De forstår hvorfor du elsker Skype og de er enige med dig i at tiden går alt for hurtigt. Hver og en af de her mennesker betyder noget helt specielt for mig og jeg kan slet ikke tro vi aldrig skal samles igen.

I lørdags var vores "going home orientation" hvor vi snakked en hel del om det at sige farvel, at rejse hjem og om det praktisk hvad angår fly og rejse. Efter det 5 timer lange møde var der inviteret til poolpart og hygge hjemme ved os.

Vi havde købt en cotton candy maskine, opvarmet poolen og sat en udendørs biograf op, så der var klar til de knap 70 mennesker vores hus fyldtes med. Der var udvekslingsstudenter, frivillige, værtsfamilier, venner, naboer og diverse andre slags mennesker. Vi havde omkring de 31 grader så det var helt perfekt!

Temaet var "So ´murican" eller "patriotic" så alle klædte sig i de amerikanske farver - rød, hvid og blå - og der var flag over det hele. Det er lidt en joke blandt os udvekslingsstudenter at sige "only in american" eller "that´s so ´murican" når vi oplever noget som bare er ærke amerikansk, så hvorfor ikke afslutte året sådan?

Det var helt sikkert en af de største og bedste YFU arrangementer vi nogensinde har holdt!

Pam havde, som I kan se, købt en kage med det amerikanske flag.
Nu har vi jo alle sammen været her længe nok til at vide, at det amerikanske flag ikke er noget man laver sjov med, så lige inden der skulle skæres i kagen, stilte de 25 "fremmede" sig op på rad og række og sagde "the pledge of alligience", som er en slags trosbekendelse amerikanerne har til deres flag. I kan tro der var nogle overrasket værtsforældre imellem gæsterne.

Katharina, Fuka, Luna, Levke, Saskia, Matthias, Maria, Lotte.
5 tyskere, 1 japaner, 1 spansker og 1 fra schweizer. 

Poolen var der godt gang i!

Emil og Milly viser amerikansk spirit!

Om natten spillede vi "guess who"
Et spil som går ud på at gætte hvilken kendt person man har i panden
ved udelukkende at stille ja eller nej spørgsmål.

Hende jeg kommer til at savne aller mest selvom jeg ofte har lyst til at dræbe hende!
FLOTTE LOTTE!

Lotte, Emil og jeg 

Snitzel mit Pommes

Flashback Friday til alle skriferier med min skønne familie. Østrig, Schweiz, Tyskland. Det var lige meget, hvor vi var, så var standard sætningen "Ich würde gern ein snitzel mit pommes bitte". Den første tyske sætning jeg lærte.

I går lavede Lotte så snitzel og hvor var de dog fantastiske! Bagefter afprøvede vi vores nye cotton candy machine sammen med vores naboer Scott og Matthew - en vellykket torsdag hvis I spørger mig!

Houston, we got a problem!

I lørdags, fyldte den dejlige Vesla 18! Det skulle fejres! Vi mødtes med hendes værtsfamilie om morgenen og kørte så en times tid syd på, til "The Lyndon B. Johnson Space Center", bedre kendt som NASA Houston.

Houston har aldrig sendt raketter ud i rummet, men det er verdens største kontrol rum. Næsten alle missioner kontrolleres og observeres fra Houston, selvom det de bruger mest tid på er "the international spare center".  Dette er en stor rumbase som er bygget i samarbejde med Japan, Rusland og Europa, og så Danmark!! Jeg vidste faktisk slet ikke, at Danmark havde noget med rummet at gøre, men det viser sig at vi faktisk i flere tilfælde har været afgørende for succes!!

Vi brugte mest tid i den turister del af NASA, hvor de har videoer og foredrag samt adskillige udstillinger. Mens vi står i kø til et foredrag, kommer der en stor gruppe Sri lankanere eller indere op til os, og møver sig foran i køen - så fik jeg lige flash back til min tid på den smukke ø.

Ellers gik dagen med at spise, hygge og beslutte os for at vi aldrig skal være astronauter - som 10-årige Brenna sagde: "No way I´m spending 6 months in a place that only has an airplane toilet!"

18 ÅR!

Novi, Michigan

Så kom jeg endeligt til Michigan og besøge den dejligste af de dejligste. Min bedste veninde Cecilie. Det var utroligt hvor lidt som havde ændert sig mellem os og alligevel var vi to vidt forskellige mennesker end dem, som stod i Kastrup for næsten 9 måneder siden. Vi har ikke påskeferie herovre, men vi har fri langfredag, så jeg fløj nord på torsdag aften. Jeg havde mere eller mindre forventet at Michigan og nordpolen ville være det samme, men vejret var faktisk ganske okay hele weekenden. Ikke ligefrem shorts vejr og 27 grader som Texas, men det var udholdeligt.

Den første aften jeg var der, var huset fyldt med piger, som var der for at fejre Cecilies værtssøter, Christina. Hun fyldte 16 om mandagen, og som i nok ved er Sweet 16 den ultimative fødselsdag i Amerika, så der var gang i den.

Fredag morgen prøvede vi på at lave danske pandekager til hele huset. Læg venligst mærke til at der står "prøvede på". Næste punk på dagsordenen var bogstaveligttalt - shop till you drop! Der blev købt alt fra prom sko til nedele til undertøj. Der var ikke den butik vi ikke besøgte. Om aftenen hev cecilies værtsfar, Pat, en enhjulet cykel frem og besluttede sig for at det skulle vi da lære! Det gik da også noglelunde... Vi brækkede ihvertfald ikke noget :-)

Lørdag kom hurtigt fra start. Både Cecilie og jeg er på hver vores skoles atletikhold, så løbetur skulle vi da på. Selvom det var en anelse koldere end hvad jeg er vandt til, var det også en anelse smukkere. Houston er én stor cement klat midt i det hele. Michigan havde træer, og søer og stier man kunne bevæge som omkring. Ikke nok med vi fik løbet. Næ nej. Senere hen på dagen stod den også på rideture igennem en national park, ikke så langt fra Novi.

Da vi kom tilbage til huset igen var det hængt lys op over hele baghaven og der var gjort klar til bålhygge. I løbet af hele aftenen kom der så udvekslingsstudenter fra alle verdens kroge. Jeg kan nu sige skumfidus på flere sprog end jeg kan sige Hej. Det var rimeligt vildt at se så mange samlet på et sted. Synes selv vore lille YFU samfund her i Houston er godt, men i Michigan går de alle sammen på den samme skole. Vi er 5 udvekslingsstudenter på min skole - Cecilies har 32!

Påskemorgen skulle vi tideligt op og i kirke. Havde halvt forventet at indhente min manglende søvn i løbet af messen (Cecilies familie er katolikker), men det var faktisk slet ikke kedeligt. Kirken var så fyldt at folk blev nødt til at stå op langs væggene. Et problem den danske folkekirke nok kun har på konfirmationsdage - og der er de fleste der kun for at tage billeder. Præsten talte godt og stemningen var god. Cecilie og jeg fik endda lov til mindes en overproppet gymnastiksal på Kolding Realskole, da sangen "morning has broken" blev sunget - morgensang blev endeligt nyttigt!

Blev mødt i lufthavnen med skrig, kram og skilt!

Cecilies værtssøster, Sara da vi var ude at ride.

Forsøger mig med enhjulet cykel

Det her billede er meget vigtigt! Det var første gang i 8 måneder jeg var på en cykel!
Gud hvor havde jeg savnet det! Bliver nok hurtigt træt af modvinden når jeg kommer hjem
men den tid den sorg.

Bålhygge

Smuk er hun jo.

Os 4 piger efter kirken.

 .

Fre venstre: Lisa (værtsmor), Cecilie, Christina, Lasse (tysk udvekslingsstudent som bor hos dem),
Pat (værtsfar), Sara og jeg.