søndag den 13. april 2014

Mor for en dag

Her i Texas er det et krav, at alle skoler skal have en "Child development class". Det er også et krav, at alle High School elever skal tage den klasse i et semester. Det var noget som blev indført for at lære unge, hvor meget det kræver at have børn.

Nu har jeg ikke selv taget klassen herovre, men jeg følger da lidt med, når mine veninder fortæller. Undervisningen er yderst alternativ og ret imponerende nogle gange. For nogle uger siden skulle alle - piger OG drenge - igennem 5 minutters veer via en eller anden fancy maskine skolen har. De skal også lave budgetter for deres liv, hvor de skal inkludere børneopsparing, børnetøj, college fund, klapvogn, vugge, 3 års forbrug af bleer osv. 

Det hele giver et meget godt billede af det at have børn, men det som virkeligt sætter sig fast hos folk er "Baby Weekend". Skolen har 6 elektroniske babyer som hver elev skal have mindst én weekend for at bestå klassen. Babyen kører på sensor og er aktiv i 48 timer af gangen. I de 48 timer skal den så skiftes, fodres, bøvse, passes, holdes osv. Det får virkeligt folk til at indse at børn er søde - men de er bedst, når man kan give dem væk efter et stykke tid.

Her i weekenden havde min veninde Jenefer en robot baby. Lille Lebron.
Jeg var så heldig at få lov til at hjælpe hende om lørdagen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar