Savnet til dem der hjemme!

Jeg tror først det er når man er så langt væk fra dem man elsker at man virkeligt indser hvor meget man egentligt  elsker dem.
Jeg havde den oplevelse her i weekenden da vi var i San Antonio. Jeg skulle dele hotelværelse med Pam og Dorris og jeg fik selvfølgeligt fold ud sofaen.  Da vi endeligt kom frem var klokken halv 11 og mit jetlag tog overhånd, så jeg gik i seng. Men da jeg først lå der, kunne jeg ikke sove. Jeg har delt tons af fold ud sofaer med min søster, når vi har været afsted med mor og far, og der ville stella  og jeg også gå i seng før dem og jeg ville ikke have nogle problemer med at falde i søvn. Men denne her gang kunne jeg bare ikke og der gik lidt tid før jeg indså at det var fordi det ikke var min mor og fars beroligende stemmer jeg hørte, men to næsten fremmede. Og der indså jeg hvor meget jeg egentligt elsker og savner mine forældre - noget så simpelt som at det var nogle andre stemmer der var der da jeg skulle sove var nok. 
Det samme skete næste morgen da jeg vågnede klokken 5 (stadig jetlag) og kunne høre en snorken. Jeg begyndte faktisk at græde fordi det var hverken min fars, min søsters eller min kærestes snorken jeg vågnede op til. Og nu tænker i sikkert "som om man kan hører forskel på snorken" men det kan man. Specielt når man er vågnet op til den samme snorken igen og igen og den så ligepludseligt er skiftet ud. Og alle der har været kede af et eller andet ved at når først det er den forkerte snorken der er der så er det også forkert at man vågner op alene, og det er underligt at man sover med et lagen og et tæppe i stedet for en dyne og før man ved af det er hele verden bare dum og led. og så får man lyst til at krybe ned under sin ikke eksisterende dyne og aldrig komme ud igen - sådan havde jeg det ihvertfald lige der.

Men kæreste venner og famile, bare fordi jeg skriver sådan et indlæg her, betyder det ikke at mit år er ødelagt. Men en del af det at være udvekslingsstudent er savnet til dem der hjemme og hvis jeg skal bloge om mine oplevelser, så skal jeg næsten gøre det ordentligt. Og jeg er sikker på at alle andre udvekslingsstudenter har de samme oplevelser - måske er det måden man vender kopperne på når man tømmer opvasker, eller måden man reder seng i det nye hjem, eller måske bare det at bruge en anden tandpasta som sætter hjemve igang. Og jeg kan ihvertfald sige at når jeg ikke lige holder mig selv beskæftiget så kommer hjemveen og det bliver den nok ved med at gøre hele året, men det må jeg jo bare tage med.