Black History Month

Sådan er februar kaldt herovre. I løbet af hele måneden har vi hørt og lært om slaveri, Civil Rights og den amerikanske præst og borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King.

I engelsk har vi læst bogen: "the Narrative of the Life of Frederick Douglas". Frederick Douglas blev født som slave i ca. 1818, men han ved faktisk ikke helt, hvor gammel han er. Han skrev bogen i 1845, efter at have flygtet fra slaveri og senere købt sin egen frihed. Det, som gør bogen så speciel er, at den er skrevet af ham selv og derfor ikke er censureret eller ændret på af hvide. Bogen er rimelig hård og bruger meget billedsprog, noget jeg godt selv kunne have undværet af og til, da jeg ikke har det så godt med vold. Men ellers gør Douglas det rigtig godt. Han skriver ikke om mere eller mindre end det han ved, og han stiller ikke nogen i dårligt lys. Han fortæller om sin egen oplevelse med slaveri, og lader læseren selv tage holdning til situationen.

I historie har vi dækket alt omkring Martin Luther King, Civil Rights og Abraham Lincoln. Normalt er jeg helt vild med historie og synes det er ret spændende. (Noget jeg uden tvivl har fået fra min mor). Men lige i denne her måned har det været noget andet. Vi skulle huske alle love, retssager og ammendments som omhandlede civil rights - hvilket vil sige dem alle sammen!! Måske er det fordi, jeg er udlænding herovre, men Gud hvor var det kedeligt at lære! Men når det så er sagt, var det ikke alt sammen skidt. Vi så nogle meget interessante dokumentarer og læste nogle artikler fra 50'er og 60'erne, hvor man virkelig kunne de forskellen på mentaliteten dengang og nu.

Ellers så er der en masse foredrag og udstillinger rundt omkring i byen, som man kan tage til for at opleve Black History Month.

Nu har jeg været her i over et halvt år og jeg kan tydeligt se, hvor opdelt racerne er herovre. Til frokost sidder asiaterne ved bordene i nærheden af scenen, afroamerikanerne sidder længst oppe ved frokostkøen, latinamerikanerne sidder ved trapperne, og vi andre sidder i midten. Man er venner med "sit folk" og man identificerer sig som en race. Jeg kalder mig selv dansker, fordi jeg er udlænding, men min veninde, som er født og opvokset lige her i Katy, kalder sig selv "African-American" og ikke amerikaner. Du skal nok 5 eller 6 generationer tilbage før nogen i hendes familie i det mindste bare er født i et andet land, men hun kan ikke kalde sig selv amerikaner. Da jeg blev meldt ind i skolen skulle jeg præcisere min race. Om jeg er asiater, afroamerikaner, latinamerikaner, indfødt hawaianer, araber eller hvid. Universitetet har kvoter for hvem der får adgang -12% af alle amerikanere sorte så 12% af universitetets elever skal være sorte, 63 % er hvide så 63% af eleverne skal være hvide.

Det er klart, at Amerika er kommet langt siden Abraham Lincoln underskrev the 13th ammendment, men de mange år med slaveri og segregering har sat sine spor. Det er ikke racisme, jeg snakker om her. Og det er ikke fordi de forskellige racer ikke er venlige over for hinanden, for amerikanere er uden tvivl nogle af de mest åbne og venlige mennesker du kan finde. De opdeler sig bare. Det er deres mentalitet og måden det altid har været på. Lige siden begyndelsen har amerikanerne været en sammenblanding af alle nationaliteter med forskellige skikke og traditioner som der hele tiden skulle tages hensyn til. Englænderne  bosatte sig i nordøst med sine traditioner, mens franskmændene hørte hjemme længere syd med sine. Da borgerkrigen endte og de alle sammen blev en nation, skulle der lige pludseligt være plads til alle traditionerne på et sted. Så i frygt for at træde nogen over tæerne eller skabe splid, blev de engelske traditioner i norden og de franske i syden. Mardis Gras er fransk og en sydstats traditon, Catillion ballet er engelsk og en tradition fra norden. Vi holder os til det vi ved og kender I stedet for at ændre på tingene.

Jeg forstår ikke selv mexicanernes værdi af den hjemmegående husmor, da jeg er fra Danmark, som er det land i verden med flest arbejdende kvinder. Så det er for mig helt absurd at høre, en 17-årigt pige fortælle, at hun vil have børn og gå hjemme, men for mexicanerne er det almindeligt. Så står jeg der totalt mundlam og vil gerne sige noget, men jeg ved, at det jeg vil sige kan lyde respektløst og nedgørende over for en mexicaner, så i stedet siger jeg ingenting.

Det er svært at få mange kulturer til at fungere på et sted, det er Amerika et bevis på, men de har fundet deres egen måde at få det til at fungere på. Selvom det virker vildt underligt i en danskers øjne, er det sådan Amerika er, og på en måde respekterer jeg dem meget for det.