Sådan er februar kaldt herovre. I løbet af hele måneden har vi hørt
og lært om slaveri, Civil Rights og den amerikanske præst og
borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King.
I engelsk har vi læst bogen: "the Narrative of the Life of
Frederick Douglas". Frederick Douglas blev født som slave i ca. 1818, men
han ved faktisk ikke helt, hvor gammel han er. Han skrev bogen i 1845, efter at
have flygtet fra slaveri og senere købt sin egen frihed. Det, som gør bogen så
speciel er, at den er skrevet af ham selv og derfor ikke er censureret eller
ændret på af hvide. Bogen er rimelig hård og bruger meget billedsprog, noget
jeg godt selv kunne have undværet af og til, da jeg ikke har det så godt med
vold. Men ellers gør Douglas det rigtig godt. Han skriver ikke om mere eller
mindre end det han ved, og han stiller ikke nogen i dårligt lys. Han fortæller
om sin egen oplevelse med slaveri, og lader læseren selv tage holdning til
situationen.
I historie har vi dækket alt omkring Martin Luther King, Civil
Rights og Abraham Lincoln. Normalt er jeg helt vild med historie og synes det
er ret spændende. (Noget jeg uden tvivl har fået fra min mor). Men lige i denne
her måned har det været noget andet. Vi skulle huske alle love, retssager og
ammendments som omhandlede civil rights - hvilket vil sige dem alle sammen!!
Måske er det fordi, jeg er udlænding herovre, men Gud hvor var det kedeligt at
lære! Men når det så er sagt, var det ikke alt sammen skidt. Vi så nogle meget
interessante dokumentarer og læste nogle artikler fra 50'er og 60'erne, hvor
man virkelig kunne de forskellen på mentaliteten dengang og nu.
Ellers så er der en masse foredrag og udstillinger rundt omkring i
byen, som man kan tage til for at opleve Black History Month.
Nu har jeg været her i over et halvt år og jeg kan tydeligt se, hvor
opdelt racerne er herovre. Til frokost sidder asiaterne ved bordene i nærheden
af scenen, afroamerikanerne sidder længst oppe ved frokostkøen,
latinamerikanerne sidder ved trapperne, og vi andre sidder i midten. Man er
venner med "sit folk" og man identificerer sig som en race. Jeg
kalder mig selv dansker, fordi jeg er udlænding, men min veninde, som er født
og opvokset lige her i Katy, kalder sig selv "African-American" og
ikke amerikaner. Du skal nok 5 eller 6 generationer tilbage før nogen i hendes
familie i det mindste bare er født i et andet land, men hun kan ikke kalde sig selv
amerikaner. Da jeg blev meldt ind i skolen skulle jeg præcisere min race. Om
jeg er asiater, afroamerikaner, latinamerikaner, indfødt hawaianer, araber
eller hvid. Universitetet har kvoter for hvem der får adgang -12% af alle
amerikanere sorte så 12% af universitetets elever skal være sorte, 63 % er
hvide så 63% af eleverne skal være hvide.
Det er klart, at Amerika er kommet langt siden Abraham Lincoln
underskrev the 13th ammendment, men de mange år med slaveri og segregering har
sat sine spor. Det er ikke racisme, jeg snakker om her. Og det er ikke fordi de
forskellige racer ikke er venlige over for hinanden, for amerikanere er uden tvivl
nogle af de mest åbne og venlige mennesker du kan finde. De opdeler sig bare. Det
er deres mentalitet og måden det altid har været på. Lige siden begyndelsen har
amerikanerne været en sammenblanding af alle nationaliteter med forskellige
skikke og traditioner som der hele tiden skulle tages hensyn til. Englænderne bosatte sig i nordøst med sine traditioner,
mens franskmændene hørte hjemme længere syd med sine. Da borgerkrigen endte og
de alle sammen blev en nation, skulle der lige pludseligt være plads til alle
traditionerne på et sted. Så i frygt for at træde nogen over tæerne eller skabe
splid, blev de engelske traditioner i norden og de franske i syden. Mardis Gras
er fransk og en sydstats traditon, Catillion ballet er engelsk og en tradition
fra norden. Vi holder os til det vi ved og kender I stedet for at ændre på
tingene.
Jeg forstår ikke selv mexicanernes værdi af den hjemmegående husmor,
da jeg er fra Danmark, som er det land i verden med flest arbejdende kvinder.
Så det er for mig helt absurd at høre, en 17-årigt pige fortælle, at hun vil
have børn og gå hjemme, men for mexicanerne er det almindeligt. Så står jeg der
totalt mundlam og vil gerne sige noget, men jeg ved, at det jeg vil sige kan
lyde respektløst og nedgørende over for en mexicaner, så i stedet siger jeg
ingenting.
Det er svært at få mange kulturer til at fungere på et sted, det er Amerika
et bevis på, men de har fundet deres egen måde at få det til at fungere på.
Selvom det virker vildt underligt i en danskers øjne, er det sådan Amerika er,
og på en måde respekterer jeg dem meget for det.
.jpg)
