Go Astros!

Baseball er en helt fantastisk sport. Super amerikansk og vildt hyggelig. Min første baseball kamp blev i selvskab med Lotte (selvfølgelig. Er Lotte der, er jeg der og vice versa) Vesla (vores gode veninde fra Norge) og Veslas værtsfamilie som består af Katie, Brandon og Brenna.

Kampen blev spillet af Houston Astros og Los Angeles Angels. Desværre må jeg indrømme, at vore kære Astros virkeligt stinker til baseball. De var så dårlige at halvvejs gennem kampen konstaterede folk, at det nu var umuligt for dem at vinde og de gik. Astros har åbenbart haft en dårlig sæson, for allerede inden vi ankom til stadionnet, måtte Brandon indrømme, at det var svært at være Astros fan, når de ikke har vundet en kamp i hele denne sæson.

Reglerne i baseball er rimeligt simple for en, som har brugt den ene time efter den anden på at se cricket og spille rundbold. Jeg må dog indrømme, at jeg var glad, da jeg fandt ud af en baseball kamp kun varer 2 eller 3 timer og ikke en hel dag ligesom cricket – det gør det lidt sjovere at være tilskuer. Oveni hjalp det jo at kommentatoren var hyle morsom og at der hele tiden var diverse lydeffekter. Jeg sad ved siden af Brenna, som er en utrolig elskværdig 10-årige med de sjoveste "moves",  som hun selv kalder dem. I løbet af aftenen fik jeg både lært at danse "græsslåmaskinen", "Sprintleren" og "Sikkerhedsselen" til Celin Dion, Snoop Dogg og Queen. Underlig sammenlanding af musik nu hvor jeg tænker over det.

Som udvekslingsstudent har man mange fordomme omkring USA og i vores tilfælde også baseball. Jeg var foreksempel utrolig skuffet over, at det ikke er noget ualmindeligt syn, at en bold ryger ud til publikum og bliver grebet. Det skete faktisk en million gange i løbet af denne gang, så det var jo bare skuffende. Oveni sad folk ikke med Foam fingers, det var så skuffende at Lotte, Vesla og jeg faktisk gik ud og købte en - bare for at noget skulle være som vi havde forestillet os! 

Vesla, Lotte og mig foran SunMaid stadium her i Houston, 

Sådan spiller man så baseball. 

De skønne piger - og det eneste billede jeg fik af dem hvor de ikke fjoller rundt.

Houston Astros # 1 

Baseball har en vildt god stemning! Her synges sangen "Deep in the hearth of Texas"
Ingen kan solidaritet som de amerikanske sydstater. 

¨

YFU i USA!

I lørdags var jeg til mit første YFU arrangement her i USA. Arrangementet var et ”Post arrival orientation”. Det var egentligt bare en dag vi brugte på præcis alt det vi gik igennem inden vi ankom. Det er obligatorisk for alle at deltage og det var tydeligt at dem som stod for det havde en liste de skulle igennem.

Vi fik snakket om en masse arrangementer, men også om hvad der forventes af både værtsfamilie og elev. Vi startede selvfølgelig med ”Hej jeg hedder … Jeg er fra … Jeg bor med …” Efter det var der lidt frokost også gik programmet ellers i gang! Første punkt på dagsordenen var året arrangementer. Mardi Gras, Halloween, Jul og diverse andre ting. Næst skulle vi tænke over, om der var nogle ting, vi synes, vi ville snakke med vores værtsfamilie om at muligvis ændre. Måske ville man helst, hvis sin værtsmor ikke gik ind på ens værelse, når man ikke var der, eller også brød man sig ikke om at altid komme for sent. Der kunne være mange scenarier. Pam kunne desværre ikke være der til hele arrangementet, så i stedet fik Lotte og jeg lov til at snakke med en af de frivillige, om nogle ting vi havde svært ved eller ikke forstod.

Så var der kage pause! YAY! Mens vi spiste kunne vi være lidt sociale. Det viser sig, at der er en dansk dreng her i Houston. Emil! Vi fik nogle navneskilte, hvor der stod ”Sarina Bastrup – Denmark”. På Emils stod der selvfølgelig, at han var fra Danmark, så jeg gik op til ham og sagde ”You´re Danish?” og han vendte sig om og sagde ”Det er du også!” Mit ansigts udtryk må have være fantastisk, for straks efter udbrød jeg ”Du snakker dansk!!!!” Som om alle danskere ikke gjorde det. Jeg må indrømme at det gav en del hjemve at hører og snakke dansk igen.  Heldigvis var Emil vildt sød og vi fandt også to nordmænd, som vi kunne relaterer til vores problemer. Selvfølgelig går alle udvekslingsstudenter igennem det samme følelsesmæssigt, men jeg må indrømme, at det var lettere for mig at relaterer til de ting tyskere og nordmænd savnede, end det dem fra Thailand og Vietnam savner. Men i det hele taget var alle super søde og det var rigtigt rart at snakke med nogen, som har det på præcist samme måde som dig. Det må have været ekstra dejligt for dem som ikke bor sammen med en anden udvekslingsstudent. Jeg har Lotte som er mit et og alt lige nu. Vi snakker i flere timer om aftenen, vi fjoller hver morgen vi gør os klar og efter 2 -3 dage smed vi hæmningerne over for hinanden. I virkeligheden skylder jeg vel det til min mor og kæreste, som overbeviste mig om at det var en god ide at få en ”double-placement”, hvor havde de dog ret. Kan slet ikke forestille mig, hvad jeg ville gøre uden Lottiiiiiiiie lige nu.

Da vi havde socialiseret lidt skulle vi opdeles i udvekslingsstudenter, forældre og værtssøstre eller brødre. Nu har jeg godt nok ikke nogen værts søskende – selvom man godt nogle gange kunne tro Star gjaldt som Pam og Mimas baby – men jeg er blevet rigtigt glad for Brenna, som er min veninde Veslas værtsøster. Og for dem er det jo også en kæmpe omvæltning. Brenna er 9 og hun har lige fået en nu søster for et år, det kræver alligevel en del af en 9-årige.

I mens vi var delt op snakkede vi en del om regler og vi fik besvaret spørgemål. Det var faktisk ret interessant og man fik lidt ligesom også svar på nogle spørgemål, man ikke vidste man havde, før man hørte en anden stille det. Det var utroligt hjælpsomt. En ting som den Amerikanske stat kræver at vi bliver snakket med om er sex og uønsket opmærksomhed. Vi havde også denne her snak med YFU Danmark inden jeg rejste og det tog en halv times tid også gik vi videre. Denne her gang var det meget tydeligt at de stakkels kvinder som skulle have snakken med os, var meget utilpasse. Og når vi så er et rum fyldt med europæere som er vandt til at det behøver vi ikke skamme os over – boy hvor var de utilpasse. Amerikanere har altså bare et tabu på sex, som vi bare ikke har i Europa, og da specielt ikke Tyskland og Danmark. Jeg tror virkeligt det må være den mest akavet sex snak, nogen af os nogensinde har haft og resultatet blev da også, at de to damer gav os en folder, med et telefonnummer vi kunne ringe til, hvis vi følte vi blev udsat eller presset til noget. Så havde de gjort det de skulle.

Vi kunne desværre ikke blive til afslutningen af arrangementet fordi vi skulle ud og se en baseball kamp (indlæg følger). Men jeg var faktisk glad for at det her arrangement blev holdt. Dels fordi vi fik mødt nogle andre udvekslingsstudenter, men også fordi der var de der praktiske ting ved det. Det havde selvfølgeligt været fedt med lidt mere tid til at være sociale, men så er det godt YFU holder så mange arrangementer i løbet af året!

Første rigtige familie photo!

Alle YFU elever i Houston og tyskerne - ca. halvdelen af dem på billedet er tyskere!

Europæerne minus tyskerne - der var ca 14 tyskere til arrangementet!
Fra Venstre: Luna(Schweiz), Francesca (Italien), Simen (Norge), Luca (Italien),
 Vesla (Norge), Alex (Italien) Mig, Emil (Danmark)

Her ses de to danskere - Københavneren Emil og Sønderjyden Sarina!
Ja Kolding er Sønderjylland og hele Sjælland er København - og sådan er det bare!

Så er vi klar til mardi gras - super sexet hatte!

De blonde skandinaver griner hysterisk over at hver bro i Houston har
et skilt som advarer mod is på broen - ja right!
Fra venstre: Vesla (Norge), Mig, Emil (Danmark), Simen (Norge)

School spirit!

Mustang fight never dies!

Sådan lyder vores skole slogan og som I nok kan regne ud, er vores maskot Mustangs, altså hingste. Der er en anden skole her i Houston, som også er mustangs, så vi er Blue Mustangs of Taylor High og de er Red Mustangs of Memorial High - lidt ironisk, at hvis Pam ikke var flyttet, havde jeg også være en mustang, bare en rød en af slagsen.  

Skolen har en masse forskellige hold. Football, soccer, basketball, volleyball, tennis golf, løb, atletik osv. Alle de her hold tager til stævner, kampe, tuneringer og hvad de forskellige ting nu hedder inden for hver sportsgren. Inden de tager til det er det meget vigtigt at skolen holder et pep rally for at vise vores mustang fight og support – MEGA amerikansk! 

Om fredagen, når vi har en af vores underlige skemaer, er der lagt tid ind mellem 3. og 4. lektion, som vi kan bruge på et pep rally. Et peprally består af at skolen samles inde i en gymnastik hal og viser deres støtte til de hold som skal konkurrere i weekenden. Vi har haft 2 pep rally indtil videre og de to temaer har været Kicker og Safari. I teorie burde alle på skolen klæde sig ud i dagens tema, men realiteten er at kun cheerleaders, danse holdet og elevrådet der virkeligt gør noget ud af det. Folk fra de forskellige hold har måske deres hold trøje på men ellers er det ret nedtonet. 

Når vi så har fået alle ind i hallen går det ellers løs. Der optrædes med både cheerleaderne, danse holdet, bandet, koret og alt muligt andet. I går fik vi udnævnt vore Homecoming court – altså folk som kan blive homecoming konge og dronning, når vi tager til homecoming om 2 uger. 

Da Lotte og jeg tog til vores første pep rally var det, endnu engang, meget tydeligt, at vi ikke var amerikanere! Hver salto og hver flikflak fik et ih eller et oh. Hver danse rutine blev der peget af og da fodboldholdet stillte sig ud midt på grulvet, gik der straks sport i at finde den sødeste dreng! (Ps. Det er kun i film at alle på foboldholdet er pæne - undeskyld piger - men det er altså slet ikke sådan!)

Pep rallys er egentligt ikke så forfærdelige men der er meget støj og alt for lidt plads når man tænker på hvor mange elever vi er. Oveni er der en stor mangel på det som vi er der for – school spirit. De fleste folk møder op men står der egentligt bare, de er ikke helt vildt oppe og kører osv.

Her kan man ane de 94 fodbold spillere vores skole har og bandet over i baggrunden

9/11 - det er stadig følsomt

I dag var det den 11 september – ja det var det jo også i resten af verden, men lige i USA er det altså en meget følsom og speciel dag. Det gjorde et stort indtryk på mig, at det stadig ligger så dybt i folk her over. Selv folk som er min alder og var 3 eller 4, da det skete, var dybt seriøse i dag.

Vi starter altid dagen med announcements, som egentligt bare er vores rektor som snakker en masse, også stiller vi os op, mens amerikaneren aflægger ed foran det amerikanske flag og Lotte og jeg egentligt bare står der. Men i dag var der også et minuts stilhed og national sangen på menuen.

Jeg gik ikke til en eneste time uden at min lærer snakkede om, hvor tydeligt de husker dagen. I engelsk skulle vi selv skrive, hvad vi husker af dagen – fedt for en som var 3 da det skete. Jeg husker absolut ingenting! Men det gjorde dem i min klasse! Nok var de 4 eller 5 (de er 1 eller 2 år ældre end mig), men det har gjort så stort indtryk på dem, at de alle sammen husker det. National sangen har jeg hørt minimum 5 gange i dag og på 5 forskellige måder – selv en metallica version!

Hele dagen var plaget af hændelsen og 9/11 vil nok altid være en symbolsk dag for alle amerikanere. 

It´s complicated

Alle gør grin med statussen "i et kompliceret forhold" på facebook. Men lige i mit tilfælde er kompliceret det helt rigtige ord til at beskrive mit liv. Prøv at stå i skolen og sige "'Min mor har ingen børn, min tvillingesøster og jeg er to forskellige nationaliteter og min familie bor i Afrika" - folk stirre meget i forholdet til når jeg sagde: "Jeg bor med min mor, far og søster i Rebæk". På bare en måned er jeg gået fra kernefamilie i lille Kolding til en forældreløs med to familier i USAs 4. største by.

Altså det er jo rimeligt simpelt at jeg bor med min mor, søster og mormor. Men når jeg så tilføjer, at vi bor i min onkels hus og at han faktisk i princippet er min fætter, ødelægger det lidt den strategi. Så det bliver som regel ikke nævnt at vi bor i Chris hus, men bare at vi snart flytter til Park Lake Village her i Katy.

Så er der den forklaring, at jeg bor med min mor, søster og mormor, det går meget godt, men Amerikanere er fandme så nysgerrige, at de altid spørger ind til det. Så må jeg jo forklare at Pam er min hostmom - altså lidt ligesom en plejemor. Når jeg bruger det ord, tror folk straks jeg er forældreløs også skal jeg forklare at mine forældre er danske men bor i Afrika - I kan godt høre at det er forvirrende ik?

Og angående Lotte så er vi tvillinger - for der er ikke andre blonde piger på skolen (sagt vildt ironisk). Det er lige meget at jeg hedder Bastrup og hun Waldmann, at jeg er født den 19 og hun den 17 december, og at hun er tysker og jeg dansker er endnu mere ligegyldigt, for alle ved jo at Danmark ligger i Tyskland!
Problemet er også at der nogle gange kommer to forskellige forklaringer fra hver af os. I fredags havde vi en Peprally på skolen (en dum ide amerikanere har om at samle 3000 elever i en hal og se cheerleaderne råbe noget som ingen kan hører.) Jeg kom før ind i hallen end Lotte og stilte mig sammen med nogle piger vi snakker godt med. Da jeg så ser Lotte siger jeg "Der er min søster, råb lige efter hende så hun kan stå sammen med os" Lotte kommer op til os og en af pigerne siger "Ej er i tvillinger?" hvorefter Lotte siger "Nej, vi er ikke relateret" - det gør det jo ikke mindre forvirrende når jeg lige har sagt det var min søster vi kaldte på.

Ja at forklare mit liv var lettere for en måned siden, men når det nu skal være kompliceret er jeg glad for at det er folk som Pam, Doris og Lotte jeg er endt med.

Nogle gange er det forståeligt at folk ikke helt forstår at vi ikke er i familie. Det er jo ikke fordi skolen vrimler med smukke blonde piger som snakker med accent. 

Min alt for dejlige familie (altså biologiske - hvilket min mor gerne minder mig om med  "Ja nu var det altså mig som fødte dig") sendte mig det her billede da de var i Sydafrika i weekenden.

New Orleans - Louisiana

Det er over en uge siden vi var i New Orleans og jeg har stadig ikke skrevet om det. Det må I meget undskylde. Hverdagen her over er virkeligt hektisk, jeg tager i skole, kommer hjem, laver lektier, spiser, tuder, går i seng og starter forfra næste dag. Oveni er jeg totalt smadret, fordi jeg hele tiden skal tænke i engelsk, det er virkeligt anstrængende. Men ihvertfald tog vi til Louisiana, New Orleans sidste weekend, da det var labourday weekend.

Vi kørte fredag, efter vi fik fri fra skole. Vi kørte de først 4 timer af den 6 timer lange tur i første omgang. Vi gjorde hold ved et hotel i Lafayette omkring midnat. Inden vi nåede så langt mødtes vi med Katie, Brandon, Brenna og Vesla som skulle med os. Vesla, eller Veslemøy, er en norsk udvekslingsstudent som bor sammen med Pams veninde Katie og hendes familie. 

Næste morgen kørte vi mod New Orleans, men på vejen gjorde vi stop på Avery Island, som er hjemsted til den verdens kendte Tabasco sovs. Her fik vi en lille ”tour” selvom jeg knap ville kalde det det. Det var egentligt bare en dame som snakkede lidt også satte de en film på. Filmen var så tæske Amerikansk som noget kan være! Damen i filmen smilede alt for meget, klipningen var dårlig og hun lagde trykket alt, alt for tydeligt – rigtigt kommercielt. Det viser sig at Tabasco sovsen har været i den samme familie i over 125 år og at alle flasker af sovsen er produceret der på Avery Island. Det var faktisk ret interessant.

Fra venstre: Brenna, Mig, Lotte og Vesla
NB! Jeg er den højeste af os 4! Meget vigtigt detalje!

 Da vi endeligt ankom til New Orleans stod den på aftensmad. Vi gik lidt rundt i byen og ledte efter den berygtede ”Mama”, men det var ikke ligefrem et super sted for aftensmad. Så turen gik i stedet på Mr. Bs – her fik jeg de bedste pomfritter jeg nogensinde har smagt!! Der var gjort et eller andet med dem og vi fik langsomt smagt os frem til parmesan ost, rosmarin og hvidløg. De var altså helt fantastiske. Til aftensmad fik jeg en fantastisk and, desværre havde jeg spist mig mæt i pomfritter, så det blev ikke til så meget and. Det skal lige siges, at jeg ikke spise pomfritter til and! Vi fik pomfritterne som en slags forret. De var en erstatning for det brød de fleste restuaranter giver.

Klar til middag på Mr. B´s
Amerikanere er overbevist om at Lotte, Vesla og jeg er søstre
og i det her billede kunne det da også godt ligne det

Da alle havde sunket maden gik vi ud på Bourbon street eller ”Rue d Burbon”, som det jo hedder i det franske Louisiana. Det her er fest gaden over fest gaderne og hvis man ikke vidste at det var Gay Pride weekend i New Orleans, var man ikke i tvivl efter at have besøgt denne gade. For det første hang der regnbue flag over alt og alle butikkerne solgte t-shirts med flag og slogans. Det var ret sjovt faktisk. Heldigvis var vi der ikke så sent og at dømme ud fra billederne i avisen næste dag var det ret godt når man tænker på vi havde en 9-årig med. Bourbon street kan vidst blive ret vild om natte og det var åbenbart ekstra meget, når der er nøgne homoseksuelle over alt.

Under vores tur på Rue d Bourbon købte vi vores aller første Mardi Gras masker.
Mardi Gras er et kæmpe festival i foråret som folk allerede forbereder nu.

Næste dag stod vi op og kørte igennem det der hedder Garden district. Det er et område i New Orleans med gammel sydstats bygninger. Nøj hvor var det flot, både bygninger og omgivelser gjorde det helt fantastisk. Træerne i området var mindst 100 år gamle og husene lignede alle sammen Tara fra Borte med blæsten. Det var vildt flot. 

Senere mødtes vi med dig andre på Cafe Du Monde (igen, Louisiana var en fransk koloni og det kan mærkes – maden var ”tres manifique”) På Cafe Du Monde fik vi en specialitet her fra New Orleand – Bengets. En Benget er en stykke donut ligende brød med flormelis ovenpå. Det smager himmelsk, man skal bare ikke have sort på når man spiser dem. 

Så sexet er man når man spiser Benget´s på Cafe Du Monde.

Ved siden af Cafe Du Monde ligger Jaque Square som er en gammel kirke med en have rundt om, som (surprise, surprise) har formen af en firkant! Rundt om Jaque Square er der en passage som er fyldt med gade kunstnere af alle mulige former og farver. Nogle af billederne var simpenhen så flotte og hvis jeg ikke skulle tænke på, at pakke en kuffert igen om 9 måneder ,ville jeg have købt nogle af dem. 

Her ses de 4 piger - bedrer kendt som Trouble 1,2,3 and 4 inde i Jaque Square garden.

Søndagen her var virkeligt, virkeligt varm! Vi var oppe omkring de 40 grader – inde i byen! Det var til at dø over, så da vi endeligt kom ind på en restuarant med air condition blev Pam nødt til at tage et billede af os 4 piger! 

Jeg ved ikke om i måske lige kan ane hvor dejlig den air condition var.
Billedet er simpenhen genialt! 

Eftermiddagen gik med at shoppe lidt og om aftenen tog vi på hard rock og endnu engang på Rue d Bourbon. 

New Orleans var simpenhen lige en by efter min smag. Maden var bare så fantastisk og byen i sig selv var smuk. Godt nok var det mega varmt, da vi var der, men vi overlevede og ellers kunne vi jo bare sætte os ind et sted med AC og spise noget mere fantastisk mad - Jeg sværger jeg bliver fed her ovre! 

  

Lotte og jeg på Hard Rock Cafe